Contact
Denmark
Contact us
Replay
Google

Google Home – kommer til en dagligstue nær dig

nyheder og indsigter
#Marketing

I Danmark er det ikke særligt udbredt endnu, men om få år vil det være helt normalt: at have samtaler med en lille cylinderformet højttaler, som står et sted i vores hjem. De personlige assistenter som Google Home, Amazons Echo og Apples HomePod vinder frem og er nu blevet solgt i 45 millioner eksemplarer alene i USA.

Inden længe kommer de til en dagligstue nær dig.

Udviklingen inden for personlige assistenter er basalt set en forlængelse og forbedring af en søgemaskine, men også en udvidelse. Vi bevæger os et skridt tættere på det ideal, som Googles stifter Larry Page formulerede tilbage i 2006, nemlig visionen om en ultimativ søgemaskine, som kan forstå alt, hvad du spørger om og give dig det rigtige svar med det samme. Visionen er i sidste ende, at Google skulle kunne hjælpe dig med at svare på, hvad du skal lave i morgen, hvilket job du skal søge næste gang, og hvordan din fremtid vil blive.

Så langt er vi ikke kommet endnu, men den personlige assistent kan dog allerede give dig svaret på relativt mange spørgsmål. Du kan spørge den om, hvordan vejret bliver i dag, eller hvordan trafikken er på vej til arbejde. Du kan få læst dagens nyheder op og spørge til aktiekurserne. Du kan spørge den om alverdens fakta, udregne komplicerede regnestykker eller få oplæst et digt, og du kan endda få assistenten til at fortælle jokes. Ud over det kan den hjælpe dig med daglige gøremål som at afspille musik, sætte en Netflix-serie i gang, stille din alarm, købe ind osv.

Hverken Googles eller Amazons enheder er officielt kommet til Danmark, så det betyder, at man på nuværende tidspunkt er nødt til at kommunikere med assistenten på engelsk. Det vil sige, at ikke alle funktioner fungerer lige så godt i Danmark – endnu.

 

Vil du vide mere om, hvordan du skaber en digital strategi?

Kontakt Os

 

Føles som at tale med en ven

Google foretog sidste år en undersøgelse af, hvordan folk bruger deres nye, personlige assistent, og det viser sig, at den for mange brugere allerede er en helt integreret del af deres dagligdag. 72% af brugerne svarer, at assistenten er blevet en del af deres daglige rutine, og 41% svarer endda, at dialogen ”føles ligesom at tale til en ven eller en anden person”.

Fremtidens markedsføring

Selv om det måske for nogle vil virke en smule creepy, at teknologien på denne måde får et næsten menneskeligt udtryk, så er der næppe nogen tvivl om, at vi i fremtiden i højere grad vil kommunikere verbalt med vores teknologi.

På nuværende tidspunkt har de fleste af os mange forskellige apps på vores telefoner, og hvis vi for eksempel skal oprette en profil på tre forskellige social media-platforme, så skal vi sætte os ind i, hvordan appsene hver især fungerer på mobilen. Typisk er de bygget forskelligt op.

Jo bedre talegenkendelse kommer til at fungere, jo mere vil man opleve, at den aktivitet, som i dag foregår i apps, kan flyttes over til at foregå via tale, for eksempel i dialog med en personlig assistent. Det vil ske, fordi det simpelthen vil være lettere, da man i så fald ikke skal lære brugerinterfacet i 30 forskellige apps at kende. Og når forbrugernes adfærdsmønstre og opmærksomhed på denne måde ændrer sig, så har det konsekvenser for alle, der beskæftiger sig med marketing.

For spørgsmålet er, hvordan brands i fremtiden kan blive en del af den dialog, som forbrugerne har med deres personlige assistent?

 

Vil du vide mere om, hvordan du skaber en digital strategi?

Kontakt Os

 

Reklame eller feature?

Google Home forsøgte sig i marts sidste år med en reklame som en test, men fortrød hurtigt. Brugerne oplevede en morgen, at den virtuelle assistent pludselig begyndte at fortælle om Disney-filmen ”Skønheden og udyret” efter indledningsvis at have forklaret, hvordan vejret ville blive i dag. Google kaldte det selv en ”feature” – ikke en reklame – at assistenten på denne måde inspirerede brugerne til, hvad de kunne foretage sig den kommende weekend, men feedbacken fra brugerne var så negativ, at Google ikke siden har forsøgt sig med den slags eksperimenter.

Realistisk set kan man godt forvente, at der vil gå langt tid, før man som annoncør får mulighed for at bringe reklamer til Google Home-brugerne. Først og fremmest drejer det sig for Google, Amazon og Apple om at vinde markedsandele på det nye marked, og det mål når man bedst uden i første omgang at have reklamer på platformen.

Annoncører har dog en anden mulighed, som er en mere naturlig del af de personlige assistenters økosystem. Det drejer sig om det, som Google Home kalder ”actions” og Amazon Echo kalder ”skills”. Dette giver udviklere – og dermed virksomheder – mulighed for selv at blive en del af dialogen med forbrugeren. På længere sigt kan det godt blive en erstatning – eller som minimum et supplement – til de nuværende apps på mobiltelefonen. Ved hjælp af skills og actions kan en virksomhed udvide den personlige assistents evner, sådan at for eksempel NetDoktor ville kunne udvikle en funktion, som har en dialog med brugeren om, hvad man skal gøre for at undgå at blive smittet med influenza, Børsen ville kunne læse finansnyhederne op for dig, og så videre. Amazons assistent har allerede over 20.000 skills i den engelske version, og der kommer hele tiden flere til, og dette har givet mange brands mulighed for at blive en del af dialogen med kunden på dette nye medie. Artefact har hjulpet franske Monoprix med at opbygge en personaliseret shopping-liste, som brugerne kan interagere med via Google Home. I denne video kan du se, hvordan den fungerer: klik her for at se video

Der er her en klar mulighed for de virksomheder, der er first movere på området i Danmark, for de nye virtuelle assistenter kan hurtigt blive udbredt og dermed sikre opmærksomhed til dem, der tester teknologien af først.

I 1991 udtalte science fiction-forfatteren William Gibson, at fremtiden allerede er her, den er bare ikke særlig ligeligt distribueret. Lad os håbe, at dette lille stykke af fremtiden – de personlige assistenter – snart vil blive distribueret yderligere og nå Danmarks kyster.

 

Vil du vide mere om, hvordan du skaber en digital strategi?

Kontakt Os

Christian Kongsted, Senior Consultant

christian.kongsted@artefact.com +4520607709

Artefact bruger cookies til brug for tracking, statistik og optimering. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. For mere information om cookies og hvordan du sletter dem, se vore Privacy og Cookie statement.

ok